Karakterskalaen

Siden vi startede dette lille con amore projekt tilbage i 2012 er der sket helt vildt meget på den brune front. Den vigtigste udvikling er at det generelle niveau, hvor det er tydeligt at smage, at kvaliteten af bøfsandwiches over hele Danmark er steget betragteligt siden 2017 og frem.

Derfor kiggede vi dybt i den brune gryde i 2019 og konstruerede en karakterskala hvor vi har skævet en snas til vores kolleger hos et fransk dækfirma. Vi smager stadig på alle slags bøfsandwiches, men det er kun de bedste som vi anmelder.

Dermed kan tidligere hæderkronede bøfsandwiches også ryge ud af vores brune dækguide, hvis eks. nye ejere har valgt at ændre en masse – og ikke til det bedre. Desværre er dette eksempel ikke et tænkt scenarie, men hører dog heldigvis til sjældenhederne.

  • Brun Bejler (BB) gives til den habile bøfsandwich. 
    Den brune bejler er bøfsandwichens svar på en bib gourmand. Det er en bøfsandwich der er på vej og – med ekstra brun kærlighed – har potentiale til mere. Enhver Brun Ridder kan selv uddele en brun bejler.
  • Én brun krone (♛) gives til den glimrende bøfsandwich. 
    Typisk er næsten alle elementerne hjemmelavede når vi når dette niveau. Der skal minimum være to forskellige riddere afsted eller samme ridder vægter et gennemsnit over minimum to besøg.
  • To brune kroner (♛♛) gives til den fremragende bøfsandwich. 
    Det vil være usædvanligt hvis der er elementer i en bøfsandwich til to brune kroner, hvor alt ikke er hjemme- og frisklavet. Der skal der minimum være to forskellige riddere som anerkender præstationen, fordelt på minimum to forskellige besøg.
  • Tre brune kroner (♛♛♛) gives til den ekstraordinære bøfsandwich.
    Siden denne karakterskala blev indført i 2019 (tidligere fik man X ud af 5 stjerner) har vi endnu ikke uddelt en karakter på 3 brune kroner, idet den er reserveret til noget helt specielt. Forestil dig eksempelvis at vi en dag lavede en Bøfsandwich Battle mellem to Michelin-kokke – der kunne man formode at vi ville opleve noget som vi aldrig har smagt tidligere. Der skal minimum være tre forskellige riddere som samtidigt og enstemmigt anerkender præstationen – eller fordelt på minimum tre forskellige besøg.

De fem kategorier

I enhver anmeldelse kan den pågældende bøfsandwich desuden blive nomineret i en af vores fem underkategorier :

  • Danmarks mest kælne brune sovs
  • Danmarks svedigste løg
  • Danmarks frækkeste boller
  • Danmarks mest flabede hakkedreng
  • Danmarks syndigste syltevarer

Man skal være nomineret i en kategori for at have mulighed for at vinde den, når vi publicerer de fem kategorivindere i forbindelse med at vi også annoncerer årets vinder – typisk i starten af det nye år.

Sagligheden i højsædet

Vi ønsker ikke at bidrage til unødig hype og popularitetskonkurrencer, ligesom er praksis for mange andre tiltag der kårer ‘danmarks bedste’ i alverdens kategorier. Derfor gør vi en stor dyd ud af at alle vores besøg og anmeldelser foregår anonymt og vi betaler for den standardvare, som alle kunder får, når de beder om en bøfsandwich.

Vores mange besøg bliver ikke offentliggjort, men vi holder styr på oplevelserne og karaktererne internt. Landets bedste bøfsandwiches kommer nemt i nærheden af 20 besøg på et år, fordelt på de forskellige brune riddere. Dermed, når vi sammenskriver og offentliggør en given anmeldelse, er vi ret sikre på at den pågældende bøfsandwich ikke har været træls igennem en længere periode – men som minimum fremstår som et glimrende eksemplar der er værdig til god omtale!