Vi får jævnligt henvendelser fra entusiaster som ønsker at blive optaget som Brun Ridder. Og kan man så det? Altså, der bliver optaget flere i Frømandskorpset hvert år, end nye brune riddere… Da vi startede i 2012 var vi hurtigt fire mand og i 2024 var der 15 riddere – dog med et par stykker på orlov. Med andre ord: Det er ikke så tit at vi lukker nye ind, men det sker indimellem.
Skal man kunne sige brun sovs på 5 sprog mens man står på hovedet?
Dog ikke. Men det siger sig selv at det kræver en (u)sund interesse for den brune spise for overhovedet at kunne komme i betragtning. Men faktisk kan man sagtens være en habil ridder med et gennemsnit på 1-2 bøfsandwiches om måneden, så det er bestemt også muligt at holde den slanke linie, selvom man er ridder. Din kropsfacon, løgpræferencer, astrologiske ascendant, hudfarve, cooper-tests eller andre ligegyldige ting er dog ingenlunde noget vi interesserer os for.
Så faktisk handler det slet ikke om at spise brun sovs, morgen, middag og aften – men i meget høj grad også om at være en positiv person at omgås, hvorfor vi primært har rekrutteret folk som kender nogen i den eksisterende gruppe af riddere. Men altså: Ingen regler uden undtagelser, så det er ikke komplet umuligt.
Hvad er lønnen?
Den brune mission bærer lønnen i sig selv. Hver enkelt ridder betaler selv for sine bøfsandwiches. Og en af danskernes yndlingsbeskæftigelser er vi komplet ligeglade med: Et godt tilbud. Vi går udelukkende efter den bedste bøfsandwich, uanset prisen.
Som brun ridder må man ikke modtage gratis måltider, der har forbindelse til vores hverv for at undgå interessekonflikter. Så er din drøm at opbygge din egen TikTok/Instagram/youtube/OnlyFans-kanal og blive inviteret ud på gratis brune oplevelser, så ønsker vi dig al mulig held og lykke – men det har intet med at være brun ridder at gøre.
Udover selv at betale for de brune oplevelser, så er der udgifter til transport – som heller ikke refunderes. Med andre ord: Det kan godt være en halvdyr hobby at være brun ridder, hvis man ikke lige bor i nærheden af Den Brune Trekant eller Den Brune Lagune. Dog kan man med lidt snilde planlægge et par måltider, når man alligevel er i provinsen for at besøge Tante Gert eller for at gå på museum.
Skal man være tekstforfatter og kunne stave perfekt?
Vi gør noget ud af at vores anmeldelser har schwung og brun kulør, så de ikke bliver for mekaniske og kedelige at pløje sig igennem. Hvis ikke vores læsere trækker lidt på smilebåndet når de læser vores tekster, så har vi ikke været helt skarpe den dag – som ellers er vores klare ambition. Men!
En ridders smagsløg er faktisk vigtigere end den skrivende pen, da vi typisk skriver anmeldelserne sammen, baseret på mange besøg og stikord – og det er således ikke alle riddere der fører pennen. Med andre ord, så behøver man faktisk ikke være en ørn til at stave eller sætte kommaer (så havde formanden været ekskluderet for længst!) for at kunne være en god ridder.
Inhabilitet
Hvis du eks. er bedste venner med restauratøren fra en af de bedste bøfsandwiches i riget, kan du så blive brun ridder? Det kan du faktisk godt – men du vil blive erklæret inhabil ifht det pågældende etablissement, så det er ikke noget quick-win for at hjælpe din kammerat.
Da formanden for De Brune Riddere har lavet flere aktiviteter over årene med et par udvalgte restauratører, er han således også erklæret inhabil i forhold til dem, så der ikke er noget at komme efter der. Hvis først riddernes integritet kan beklikkes, så er vores mission kørt af sporet, hvilket også er grunden til at vi ikke er fans af de mange ‘Danmarks Bedste’ popularitetskonkurrencer, som man ser konstant på de sociale medier.
Hvordan ansøger man?
Hvis du har kæmpet dig hele vejen herned, så er du måske stadig motiveret til at sende en uopfordret ansøgning? Udfyld venligst denne formular, hvor du blandt andet skal skrive lidt om din passion for bøfsandwichen. Links til en profil på sociale medier med lidt brun sovs vil også være højt værdsat.
Husk at vi ikke er mange og ikke går efter at blive flere, medmindre du er den HELT rigtige. Og måske af hunkøn? Dem har vi nemlig ikke så mange af og det kunne vi godt tænke os at lave lidt om på, med tiden.
Til sidst – husk venligst at nåleøjet er meget lille, så selvom vi helt afgjort sætter pris på interessen, så vil vi oftest ikke kunne honorere den. Dertil er svartiden heller ikke altid den hurtigste, så undskyld på forhånd – det er ikke dig, men os den er gal med 🤎
Billedet herunder er fra 2015, hvor vi postede et jobopslag på Jobindex, som fik en del medieomtale – og blev ‘ugens jobopslag’ på sitet. Det er dog den eneste gang i historien at vi offentligt har søgt efter nye folk.