VIGTIGT: DETTE OPSLAG ER FRA 2015 OG DER SØGES IKKE AKTIVT
Ridderne af det brune bord søger (k)ærlig forstærkning til at finde Danmarks Bedste Bøfsandwich – frisk på en tur under den brune bruser?
Er du sprød og fast på ydersiden, men pink og saftig inde i midten? Har du den rigtige balance imellem sødt, salt, syrligt, bittert og umami? Kan du være både blød, rå og ristet, når det gælder? Og er du ikke bange for at springe på hovedet i den brune ende?
Så er du måske også frisk på en tur under den brune bruser, som ulønnet skribent for ridderne af det brune bord. Vi er en fræk bande af seriøse entusiaster som har ét mål: Hvert år at finde og kåre Danmarks Bedste Bøfsandwich!
Vi søger skribenter i hele landet der har et kælent forhold til bøfsandwich med SOVS og kan skrive en saglig men kæk anmeldelse. Jobbet er aldeles ulønnet, men indholder masser af sjove stunder og så er man selvfølgelig med til at udbrede et det brune budskab til hele Danmark.
Kan du se dig selv hjælpe til med at spise, beskrive, anmelde og lovprise Danmarks til dato bedst sammensatte og mest komplekse spise? Så send os en ansøgning der indholder billede og anmeldelse af en lokal bøfsandwich – så ser vi på sagen!
Pressemeddelelse fra August 2015 efter rekrutteringen blev afsluttet
De Brune Ridderes korstog fortsætter med yderligere to riddere til at forkynde de brune ord
De Brune Riddere er dommerpanelet bag Danmarks Bedste Bøfsandwich som anmelder de bedste danske bøfsandwiches over hele landet og hvert år kårer landets bedste bøfsandwich mellem jul og nytår.
Efter en markant interesse og en følgerskare der er vokset over 10% i perioden efter De Brune Riddere postede det som Jobindex kaldte ‘ugens sjoveste jobopslag’, har dommerpanelet bag Danmarks Bedste Bøfsandwich udvidet brun stue med to kapaciteter der begge allerede har udvist en ubetinget stor kærlighed til Danmarks bruneste ret: Bøfsandwichen.
Det første nye ansigt er Malou Rotvel Pagh som står bag den meget populære madblog Klidmoster.dk der i 2013 vandt mad+medier’s pris for “Mad på sociale medier” og herudover er aktiv i bevægelsen Stop Spild af Mad.
Det andet nye ansigt er Kim Schulz der står bag bloggen Grill & Kokkerier og er tidligere specialist på det danske grilllandshold – The Danish National BBQ Team – samt arrangør af det årlige DM i Grill.
Kim udtaler, “Efter i flere år at have set de Brune Riddere kæmpe for det brune gulds fremme, så er det en kæmpe ære at få lov at tage del i dette hverv. Bøfsandwichen er en ret som alle danskere bør kende og elske. Desværre ser jeg ofte bilige kopier derude – sågar nogen UDEN SOVS – og kampen for den gode bøfsandwich er derfor vigtigere end nogensinde.”
Malou afslutter, “Sovs kan få en ret til at skælve eller drukne, alt efter kvaliteten. Og det er lige netop derfor bøfsandwichen er så interessant en servering. Det er her fårene skilles fra bukkene. Derfor var det min store drøm at blive slået til Brun Ridder for at føre korstog mod pulversovs og hylde den ægte vare. Jeg ser frem til de mange pragtfulde brune oplevelser – lad der blive SOVS!”
Og så blev der SOVS.