Tilbage i 2012, den 22. September, var der to tosser – Klaus og Lasse – som have det allerførste brune besøg på den rejse, som sidenhen udviklede sig til De Brune Riddere. Den allerførste bøfsandwich vi spiste var på Dørken Kiosk, lige uden for Give. Og vi var ikke sådan ægte imponerede, må jeg sige.
Både Klaus og jeg havde erfaring som dommere til DM i Grill (World Barbecue Association Danmark) samt Hotdog DM, så vi startede ikke helt fra bunden, men vidste også godt at vi ville få travlt hvis vi skulle nå at kunne kåre en vinder i 2012.
Så vi fik hurtigt rekrutteret to ekstra brune riddere – Peter og Nicholas – og så blev der ellers spist mængder af bøfsandwich med brun sovs over hele landet i oktober, november og december 2012. Og det endte som bekendt med at Havnens Perle vandt den allerførste pris.
Med lidt brunt held så endte indslaget fra Perlen i TV 2 NYHEDERNE samme aften vi havde kåret danmarks bedste bøfsandwich – og så stak det HELT af. Og omtalen er faktisk kun blevet vildere, år for år, hvilket i sig selv er næsten absurd, når man tænker på at vi bare var to mand der skulle have et lille sjovt con amore projekt med brun sovs. Resten er historie, som man siger.
Ha’ en sprød dag og husk at støtte din lokale bøfsandwich-udbyder, hvis du også gerne vil have at de er der i morgen!
Med brunlige hilsner, Lasse // Formanden
NOTE: I starten havde vi ikke samlet det hele på facebook, så det var lidt spredt fægtning – dyk selv ned i arkiverne her:
Med brundommelig fornøjelse overrækker De Brune Riddere i 2022 årets hæderspris, Den Brune Legende, til Peter Lerdrup og resten af familien på Havnens Perle i Aarhus.
Gennem tre generationer har Havnens Perle befundet sig på havnens i Aarhus og er blevet en sand kulturbastion, som alle i kongeriget kender. Selvom de senere år har budt på udfordringer med corona, ildebrand og en kommune der bestemt ikke formår at bakke op om de lokale grill-helte, så er Havnens Perle som en korkprop der altid flyder ovenpå. Og når man træder ind ad døren, så forstår man hvorfor: Der er altid smil på læberne og en kæk bemærkning i luften. Efter De Brune Riddere kårede Perlens bøfsandwich som landets bedste tilbage i 2012 – første gang prisen blev uddelt – er folk fra hele landet aldrig stoppet med at valfarte til for at få en tur under den brune bruser.
Indehaver af Havnens Perle, Peter Lerdrup, udbryder, “Det er helt vildt – jeg kan slet ikke få armene ned!“
Formand for De Brune Riddere, Lasse H. Görlitz, udtaler, “Havnens Perle i Aarhus og De Brune Riddere er for evigt forbundne af vores fælles brune skæbne, der startede tilbage i 2012, da vi uddelte prisen for Danmarks Bedste Bøfsandwich for allerførste gang. Vi troppede op og overraskede Peter Lerdrup der har Havnens Perle – og endte i de TV2s landsdækkende Nyhederne samme aften. Derefter stak det helt af – og har ikke ægte mistet momentum siden. Siden dengang findes der næppe et sted i Danmark der har solgt flere bøfsandwiches med brun sovs end Perlen, der har toppet 50.000 solgte i nogle år, hvilket i sig selv er en ret vild tanke.“
Se indslag fra TV2 Østjylland her. Se live-dækning af overrækkelse, her.
De Brune Riddere uddeler årligt to forskellige priser De Brune Riddere uddeler hvert år to hovedpriser. I starten af året udnævnes den eftertragtede pris – Danmarks Bedste Bøfsandwich – som er smagt, anmeldt og udvalgt blandt de allerbedste brune oaser i hele kongeriget. Årets anden pris, hædersprisen Den Brune Legende, uddeles til en pionér som i mange år har holdt den brune fane højt eller på anden vis gjort en formidabel indsats for udbredelsen af den jyske bøfsandwich med brun sovs.
For levende skærm på TV2’s Go’ Morgen Danmark, uddelte De Brune Ridderefor tiende år i stregprisen som Danmarks Bedste Bøfsandwich – og i år er der sket noget som kun er sket én gang før i De Brune Ridderes historie: At den regerende mester genvinder trofæet!
Køkkenchef Morten Bang (tv) og indehaverne af Panorama i Silkeborg, ægteparret Camilla og Jesper Panorama.
Der var fugt i øjenkrogene, da Danmarks Bedste Bøfsandwich blev uddelt til Panorama Mad & Vin sidste år og siden har verden stået på hovedet i Silkeborg. Udover at gå fra 10 til 200 solgte bøfsandwiches om dagen, en hjemmeside der gik ned da for mange sovsehungrende gæster ville bestille bord til bøfsandwich, så har den regerende mester også haft et prominent indslag på en landsdækkende tysk tv-kanal, som har betydet en del modige udenlandske gæster der har ønsket at smage på den jyske klassiker.
Den næstbedste bøfsandwich i 2021 var fra Rasses Skovpølseri Skanderborg som tidligere har vundet prisen i 2017 og 2019 – og trekløveret af Danmarks bedste bøfsandwiches med brun sovs rundes af med Restaurant Klokken fra Aarhus.
Dette skrev dommerpanelet bag kåringen af Danmarks Bedste Bøfsandwich, De Brune Riddere, i anmeldelsen fra december 2021 om den vindende bøfsandwich: “Ligesom med ægte kærlighed, så er det altså det der er indeni der tæller. Men når det er sagt, så er Panoramas bøfsandwich nok den flotteste servering vi har set. Det betyder ikke noget i forhold til karakteren, men det er da frækt når den brune skønhed ligger der og gør sig til! Inklusiv de hjemmelavede kartoffelchips, der indbyder til at man straks smager på sovsen i bedste jydenacho-stil. Ligesom sidste år hvor Panorama vandt, så viser den regerende mester igen at det handler om helheden. Der hvor alle elementerne er gode, men den samlede helhed giver en kulinarisk synergi, så man virkelig kan opleve hvad Danmarks bedste bøfsandwich kan!”
Stifter og formand for De Brune Riddere, Lasse H. Görlitz, udtaler, “I endnu et år præget af pandemi og desværre permanent lukning af nogle prominente brune etablissementer, har vi sjældent set så tæt et opløb mellem de to bedste bøfsandwiches, men i sidste ende trak Panorama stikket hjem på marginalerne. Om man foretrækker Panoramas delikate klassiker eller Rasses ‘this goes to eleven’ bøfsandwich, er højst sandsynligt et spørgsmål om personlige smagspræferencer – de er begge vanvittigt gode!”
“Der er garanti for en brun luksusoplevelse, uanset hvor du tager hen”, tilføjer næstformand i De Brune Riddere, Frederik Lundberg, og uddyber, “bøfsandwichen i Danmark har aldrig set et højere niveau, end det vi så i 2021. Over det sidste årti er det kun gået én vej, og vi kan tydeligt mærke, at den venskabelige konkurrence hjælper til med at presse det opad”
Kategorivinderne i 2021
Udover de overordnede vindere, kårer De Brune Riddere også de fem vigtigste elementer i bøfsandwichen, som ligeledes falder indenfor den brune trekant. Således serveres henholdsvis bedste sovs, løg, boller, bøf og syltevarer i 2021 hos:
Danmarks mest kælne brune sovs: Restaurant Klokken, Aarhus
Danmarks svedigste løg: Panorama Mad & Vin, Silkeborg
Danmarks frækkeste boller: Panorama Mad & Vin, Silkeborg
Danmarks mest flabede hakkedreng: Rasses Skovpølser, Skanderborg
Danmarks syndigste syltevarer: Rasses Skovpølser, Skanderborg
Vindere af Danmarks Bedste Bøfsandwich gennem årene
Med brundommelig fornøjelse overrækker De Brune Riddere i 2021 årets hæderspris, Den Brune Legende, til Jytte Bertelsen og resten af familien på Chicky Grill i Kødbyen i København for at udbyde brun wellness i mange år, længe inden bøfsandwich med brun sovs blev kultsmart at spise i landets hovedstad.
Når man træder ind på Chicky Grill, er det som at træde ind i et levende sepia-filter – en tidslomme i brune nuancer. I mange år var denne brune oase i Kødbyen det eneste sted i København og omegn hvor der blev serveret en bøfsandwich med brun sovs – kendt som jyllingeburgeren på disse kanter. Et brunt åndehul for jyske typer der savnede lidt smag af hjemstavnen.
Jytte Bertelsen modtager hædersprisen, Den Brune Legende, overrakt af formand for De Brune Riddere, Lasse H. Görlitz.
Jytte Bertelsen, indehaver af Chicky Grill, udbryder, “Neeeej, jeg bliver helt rørt! Det er vi godt nok stolte af. Vi kalder den Jyllingeburger fordi det er min svigersøn der har sat den på vores menukort – og han er fra Jylland. Vi har haft den på i omkring 12 år og den er meget populær hernede!”
Formand for De Brune Riddere, Lasse H. Görlitz, udtaler, “Chicky Grill har eksisteret siden dengang Vesterbro og Kødbyen bestod af slagtere, langturschauffører, piger på gaden og gamle bumser nede fra bænken. I dag er området primært besøgt af unge mennesker, hipsters, folk fra den kreative klasse og nogle få af de tilbageblevne erhverv. Og hele vejen fra Jytte overtog Chicky Grill i 1978 til i dag, har de gjort en dyd af at ændre så lidt som muligt. Chicky Grill har alt den autencitet som alle de nye etablissementer prøver at indrette og markedsføre sig til – men her er det så ægte at sovsen næsten driver ned af væggene. Det er altid hyggeligt at besøge Chicky Grill – som en slags familie, væk fra ens egen familie.”
De Brune Riddere uddeler årligt to forskellige priser De Brune Riddere uddeler hvert år to hovedpriser. I starten af året udnævnes den eftertragtede pris – Danmarks Bedste Bøfsandwich – som er smagt, anmeldt og udvalgt blandt de allerbedste brune oaser i hele kongeriget. Årets anden pris, hædersprisen Den Brune Legende, uddeles til en pionér som i mange år har holdt den brune fane højt eller på anden vis gjort en formidabel indsats for udbredelsen af den jyske bøfsandwich med brun sovs.
Hvem er De Brune Riddere? De Brune Riddere er en non-profit forening og dommerpanelet bag den årlige kåring af Danmarks Bedste Bøfsandwich samt uddelingen af hædersprisen, Den Brune Legende. De Brune Riddere har over 13.000 følgere på facebook, der har fulgt med siden det hele startede i 2012. Dommerpanelet har blandede baggrunde, men har blandt andet erfaring fra at dømme landets bedst smagende hotdogs, danske og internationale BBQ-konkurrencer, samt officielle sovse-sommeliers, blandt meget andet. Fælles for alle De Brune Riddere er en stor passion omkring den brune jyske version af den amerikanske burger, samt et helt elementært ønske om at kunne svare på spørgsmålet: Hvor får man Danmarks bedste bøfsandwich?
Siden vi startede vores brune mission tilbage i 2012 er der løbende dukket en del andre “Danmarks Bedste” koncepter op – alt fra hotdogs til burgere over sandwiches og tarteletter, for at nævne et par stykker.
Groft sagt, kan disse “Danmarks bedste” opdeles i tre grupper: Én gruppe er online afstemninger, ofte på sociale medier. En anden gruppe er at man skal man stemme pr sms eller i en app. Fælles for disse to grupper er, at det er popularitetskonkurrencer, hvor den reelle kvalitet af produktet sjældent har relevans for udfaldet af afstemningen.
Den sidste gruppe af “Danmarks bedste” er arrangementer hvor man typisk en enkelt dag kan smage og nogen gange selv stemme på den servering man synes er bedst. Vi er selv fans af den type arrangementer, hvor man ofte kan få nogle fine smagsoplevelser. Et koncept vi også har dyrket med vores bøfsandwich battles.
Men… når man eksempelvis oplever hvor mange – efterhånden ret gode – burgere man kan få i hele Danmark, kan man så med rette stille en håndfuld foodtrucks op på en plads i eks. København eller Aarhus og efterfølgende postulere at den bedst smagende burger, reelt er andet end den dags vinder, på den lokation? Tilmed at vinderen på den pågældende plads skulle være Danmarks bedste? Det virker måske ikke helt seriøst.
Hvis man er en art kendis eller influencer på eks. Instagram eller Youtube og inviteret til at spise og anmelde noget mad, får de så nøjagtigt det samme som alle andre gæster? Eller er det gjort lidt mere ud af serveringen lige den dag? De fleste kan nok gætte svaret. Ikke at der som sådan er noget galt med god eller flot omtale – men det er ofte ikke repræsentativt for hvad Hr og Fru Jensen oplever. Ligeledes kan en restauratør også give den ekstra gas på alle parametre, hvis de stiller op til en konkurrence, hvor det er én dag der er udslagsgivende.
Til sammenligning kan vi fortælle at vi er over 10 Brune Riddere (M/K), som løbende hele året tager rundt i landet og anonymt smager på bøfsandwiches med brun sovs. Vi betaler selv og anmelder ikke vores ankomst, så vi er sikre på at vi er anonyme og får nøjagtigt det samme produkt som alle andre gæster på den pågældende lokation. Løbende tager vi notater og deler dem internt, så når vi hen på efteråret skal anmelde og give karakterer, så har vi været forbi ret mange gange og har en idé om hvad det gennemsnitlige niveau er. Den regerende vinder, Panorama Mad og Vin i Silkeborg, havde således haft over 20 besøg fra forskellige brune riddere forbi, inden de blev udnævnt til landets bedste. Det havde alle de andre der lå i top 5 iøvrigt også.
Ovenstående er den måde, hvor vi synes vi med rimelig sikkerhed og integriteten i behold, år efter år, kan udnævne Danmarks bedste bøfsandwich. Heldigvis virker det til at rigtig mange af vores læsere, støtter op om vores måde at udøve vores brune tillidshverv, så vi agter at fortsætte ad samme spor. Dog med en lille ændring: Vi skifter navnet på vores facebookside, så den ikke længere hedder “Danmarks Bedste Bøfsandwich” men derimod “De Brune Riddere” – navnet for foreningen og gruppen af bøfsandwichentusiaster, som hvert år smager, bedømmer og kårer Danmarks bedste bøfsandwich.
Med andre ord: Vi fortsætter og gør det samme som vi har gjort siden 2012 – navnet på facebook-siden reflekterer nu bare det navn som vi reelt er kendt under. Som en sjov kuriositet opstod navnet De Brune Riddere faktisk som en joke tilbage i oktober 2015, da vi skrev denne anmeldelse:
“På vores farefulde færd gennem Aalborgs bruneste forstad, Vejgaard, hørte vi spage nødråb fra en havfrue der angiveligt var ved at drukne i en brun sø. Som gentlemen og brune riddere drog vi straks afsted til Den lille havfrue for at redde pigebarnet – ganske som det brune æreskodeks byder. Hvad vi havde hørt, viste sig dog at være en sirenes sang – Den Brune Sirene som har lokket mange chauffører, kommunalt ansatte og andre landkrabber på velsmagende afveje.“
Inden havde vi kaldt os selv mange andre fjollede ting, som brune missionærer, cowboys, etc – men jer, vores kære læsere, gjorde det meget tydeligt med jeres kommentarer at her havde vi fat i noget specielt. Så det adopterede vi – og resten er historie. Vi glæder os til at fortsætte ganske som vi plejer og håber at I fortsat synes det er sjovt og brunt at følge med!
Med årets tre bedste bøfsandwiches fuldendes den brune trekant – et jysk område, der strækker sig fra Juelsminde i syd, til Aarhus i nordøst og Silkeborg i nordvest. En trekantet brun oase hvor man kan smage alle de bedste bøfsandwiches i Danmark.
Siden 2017 har Danmarks Bedste Bøfsandwich befundet sig godt og grundigt i det østjyske, men med årets vinder peger det brune kompas mod vest. Den bedste bøfsandwich De Brune Riddere smagte i 2020 var fra Panorama Mad & Vin i Silkeborg. Den næstbedste bøfsandwich er fra Restaurant Klokken i Aarhus – og trekløveret af Danmarks bedste bøfsandwiches med brun sovs rundes af Liniepavillonen fra Juelsminde.
Dette skrev dommerpanelet bag kåringen af Danmarks Bedste Bøfsandwich, De Brune Riddere, i anmeldelsen fra december 2020 om den vindende bøfsandwich: “Panorama Mad & Vin leverer en af de mest helstøbte smagsoplevelser, vi har været udsat for på vores brune mission. Her er virkelig tale om en bøfsandwich, hvor nogen tydeligvis har tænkt sig om og forfinet den jyske klassiker ude i køkkenet. Imponerende så den ud, da vores tjener ankom til bordet med den. En ganske stor servering med 250 gram hakkedreng indhyllet i et væld af lækkerier. Bøffen var perfekt stegt med masser af stegeskorpe og et flot lyserødt indtræk. Sovsen, som skal indhylle alle disse elementer i en dyne af brun wellness, er en gang flydende brun kærlighed hvor alt er hjemmelavet. Hos Panorama hælder man ikke sovsen over bollen, hvilket giver en visuelt pænere servering. Til gengæld får man en kande med sovs på bordet, så man selv kan tilsætte ekstra, hvis selskabet er typerne, der godt kan lide sovs på bollerne. Og det kan man, når sovsen er så god som hos Panorama.”
Stifter og formand for De Brune Riddere, Lasse H. Görlitz, udtaler, “Man kan sige at 2020-vinderen, Panorama Mad og Vin, er det perfekte eksempel på hvor langt vi er kommet i rejsen omkring at finde Danmarks bedste bøfsandwich. Da vi startede den brune mission i 2012 foregik det udelukkende på grillbarer, men langsomt kom der flere og flere restauranter på banen. Til i dag hvor de bedste bøfsandwiches består næsten udelukkende af hjemmelavede elementer, kreeret af uddannede kokke i rigtige restauranter. Og når man indfinder sig på Panorama i Silkeborg, så er der tale om smukke danske kulinariske traditioner, der møder fransk-inspireret køkkenhåndværk i nogle virkelig flotte rammer – det perfekte brune brasserie!”
“Yderst forfriskende at 2020s tre bedste bøfsandwiches består af etablissementer som vi ikke tidligere har set i top 3 – med den gamle garde lige i hælene og alle i top 5 inden for den smukke og inciterende brune trekant”, tilføjer næstformand i De Brune Riddere, Frederik Lundberg, og uddyber, “Silkeborg beviser med denne bøfsandwich, at de er meget mere end life coaches, der buldrer rundt i de smukke skove på deres bjergcykler. De har ingen grund til at have mindreværdskomplekser over for Herning eller andre danske provinsbyer. Panorama er gået selv. Og det fungerer.”
Kategorivinderne i 2020 Udover de overordnede vindere, kårer De Brune Riddere også de fem vigtigste elementer i bøfsandwichen, som ligeledes falder indenfor den brune trekant. Således serveres henholdsvis bedste sovs, løg, boller, bøf og syltevarer i 2020 hos:
Danmarks mest kælne brune sovs: Liniepavillonen, Juelsminde Danmarks svedigste løg: Rasses Skovpølser, Skanderborg Danmarks frækkeste boller: Kohalen, Restaurant Kohalen, Aarhus Danmarks mest flabede hakkedreng: Panorama Mad & Vin, Silkeborg Danmarks syndigste syltevarer: Restaurant Klokken, Aarhus
Efter black friday kommer brown sunday. Og nu er den her – årets frækkeste gave til sovseelskeren: Brun Sovs & Chill – De Brune Ridderes eksklusive 2020 t-shirt.
Hermed er De Brune Ridderes eksklusive 2020 t-shirt nu til salg og koster fra 199kr + porto. T-shirten er til salg så længe lager haves – og når den er udsolgt, kommer den aldrig igen. Med andre ord: Den der tøver, bliver ingen sovserøver!
Du kan fange et eksemplar – og måske lidt andet godt – lige her. Og hvis du er en af dem der måske har ærgret dig lidt over at du ikke nåede at købe et eksemplar af 2019-udgaven (som heller ikke kommer igen), så klik på billedet herunder – der er mere udvalg til vores sovsehungrende fans i år! Blandt andet har vi også en t-shirt til de yngste sovsefans: “seje børn har brun sovs på tøjet” 👊🤎
Fra i dag og de følgende ti mandage, vil man kunne lytte til den første sæson af Ugens Brune Rapport – en ny podcast fra De Brune Riddere og Skæg & Ballade der handler om bøfsandwich, kærlighed og sovs. Det er bøfsandwich-anmeldelser på lyd – pakket ind i saftige hakkedrenge, afgrundsdybe mandestemmer og en ordentlig skefuld bow chika wau wau.
Formand for De Brune Riddere, Lasse H. Görlitz, udtaler, “Ugens Brune Rapport er en slags hot yoga for hypofysen, så lytteren kan lægge sig godt til rette, starte vores podcast og mærke hvordan endorfinerne strømmer gennem hele kroppen. På denne måde kan man blive fyldt med mentalt brun wellness og mandag bliver en lidt mindre træls – og lidt frækkere – måde at starte ugen på.”
Siden 2012 har De Brune Riddere årligt uddelt prisen for Danmarks Bedste Bøfsandwich. Det har år efter år skabt massiv omtale i nationale, regionale og lokale medier, og følgeskaren af sovseelskende grillmadsentusiaster er steget støt over tid. Bag priserne for den mest kælne brune sovs, Danmarks svedigste løg, m.fl. ligger både en fagligt funderet kærlighed til den danske madtradition og en sproglig ekvilibrisme, der lader anmelderens skarpe smagsløg møde Monrad og Rislunds gakkede storytelling. En kombination der tiltaler både de største sauce-connaisseurs og den lokale grillbarsgæst.
Næstformand for De Brune Riddere, Frederik Lundberg, tilføjer: “Som mangeårig elsker af podcasts er det en udsøgt fornøjelse at indgå et brunt partnerskab med Skæg & Ballade. Det er vidunderligt at få den fineste, mahognifarvede tekst læst op af den afgrundsdybe manderøst, der varmer hele kroppen igennem fra top til bund. Den skal nok få os alle sikkert igennem efteråret.“
Hver sæson byder på både gode, dårlige og fuldstændige far out anmeldelser, der rammer bredt henover historikken fra de modige ridderes anmeldelser. Med en længde på 5-10 minutter per afsnit, er podcasten den perfekte hapser til cykelturen, opvasken, løbeturen eller en tur på den brune trone. I første sæson af Ugens Brune Rapport kommer vi således godt rundt på det brune Danmarkskort og man vil blandt andet høre hvorfor Hedensted er Danmarks svar på Alabama, hvad løgmangfoldighed og jydesalsa er, samt hvor Trekantsområdets svar på den franske Riviera ligger.
Ugens Brune Rapport kan findes hos din lokale podcastpusher eller lige her
Hvem står bag
De Brune Riddere bærer deres skjolde over en bug, der er støbt af hakket oksekød marineret i delikat dyppelse. De trækker deres 12500 facebook-følgere fra hele den kulinariske palette, og selv frituren giver et gib, når ridderne træder ind på gastrogrillen. Berømte og berygtede for deres vid, bid og sovseappetit.
Skæg & Ballade – der er en god historie i alting er et credo, der efterhånden er så fortærsket, at floskelpolitiet uddeler bøder for at benytte det. Ikke desto mindre har journalist Jakob Egerup Edut og fotojournalist Gorm Branderup siden 2018 gjort storytelling til deres levevej i kommunikationsbiksen Skæg & Ballade. Her leverer de bl.a. filmproduktioner til Aarhus Teater, lyd til Radio4, stillbilleder til Folkekirkens Nødhjælp og sætter droner i luften for Region Midtjylland. Alt sammen med professionalisme, mange års erfaring og godt glimt i øjet. Som det mest naturlige har selveste Hr. Skæg selvfølgelig takket ja til at være protektor for biksen.
Det er med udsøgt fornøjelse at De Brune Riddere, dommerpanelet bag den årlige kåring af Danmarks Bedste Bøfsandwich, hermed overrækker årets hæderspris i 2020, Den Brune Legende, til et stykke levende bøfsandwichhistorie: Børges bøfsandwich på Løgumkloster Central Hotel, som er efter samme opskrift som da den blev introduceret i 1964.
Der skete mange vigtige ting i 1964: Den lille havfrue fik hovedet savet af for første gang, den første Ford Mustang blev introduceret, Beatles gav deres første og eneste danske koncerter i K.B. Hallen, Rolling Stones udgav deres debutalbum – og så debuterede Børges bøfsandwich på Løgumkloster Central Hotel.
Børges bøfsandwich, komplet med det klassiske sødmælksfranskbrød istedet for almindelige burgerboller.
Formand for De Brune Riddere, Lasse H. Görlitz, udtaler, “Det er svært at forske i dansk bøfsandwich- og fastfoodhistorie, da ingen på noget tidspunkt har tænkt at det kunne være vigtigt at nedfælde den slags. Så når man støder på en restauration, hvor den samme opskrift har kørt siden 1964, så er det lang fra normen i branchen, hvor ejerskift og nye tilberedningsmetoder har ændret mange bøfsandwiches, rigtig mange gange. Det faktum at Børges bøfsandwich ikke serveres med burgerboller, men to skiver sødmælksfranskbrød – det var relativt normalt i tresserne – er et hyggeligt og fint kulinarisk unikum i dag!”
Tidligere forpagter på Løgumkloster Central Hotel og opfinder af denne legendariske bøfsandwich, Børge Andreasen, tilføjer, “En bøfsandwich med sovs var ikke så almindelig i 1964, men jeg synes den kunne noget, så jeg puttede den på menukortet. Og så er den ikke kommet af igen, da det har været en kæmpe succes. Når vi har marked i Løgumkloster går der nemt et par hundrede af dem, på en dag! Det er dejligt at nogen sætter pris på det vi har lavet på Central Hotel – hvor jeg stadig hjælper lidt til, selvom jeg er gået på pension. Mange tak for hæderen og den fine pris!”
Det er tidligere forpagter på Løgumkloster Central Hotel, Børge Andreasen, der er opfinder af denne legendariske bøfsandwich. Foto: Screencapture fra TV Syd, v. Hans Lausten
TV Syd var med til overrækkelsen og deres indslag kan ses lige her.
Hvad er “Den Brune Legende”?
De Brune Riddere uddeler én gang om året Den Brune Legende. Den gives til en venner af sovsen, der har udmærket sig over en lang årrække i bøfsandwichens verden. Der er sket meget over de sidste 70 år, siden man første gang kunne købe en brun bandit hos Oscars Bøfbar på Bakken. Bøfsandwichen har levet lunt og godt på forskellige måder i hele landet, og vi præmierer de mest markante med Den Brune Legende for mange års tro tjeneste.
I Skanderborg Dyrehave er man vant til fornemme stjerner – fra Britney Spears over 50 Cent til Whigfield. Og ligesom i 2017, skal alle stjernerne nu igen dele spotlightet med landets bruneste komet: Rasses Skovpølser. De har igen i 2019 bevist, hvordan man skruer Danmarks Bedste Bøfsandwich sammen med brundommeligt stjernestøv!
Dette skrev dommerpanelet, De Brune Riddere, om den vindende bøfsandwich: “Når man kan lange 500 liter sovs over disken på en uge, så taler kunderne et tydeligt sprog: Rasses har ramt noget, de RET godt kan li’ – og det kan vi også! Det er helt enkelt en lækker brun sovs, hvor saltbalancen og smagspaletten er ændret lidt i forhold til tidligere – vel at mærke til det bedre. Og når en Brun Ridder tager sig selv i at sidde og skrabe sovserester af tallerkenen med pegefingeren for at få det sidste med, så ved man at sovsen er god. Af frække cowboytricks, så er et af Rasses bedste at man stadig disker op med to tynde hakkedrenge istedet for én tyk. Det giver dobbelt op på den smagfulde stegeskorpe. Og når de stadig er rosa og godt saltede, så kvitterer vi for det gode håndværk og smæk på smagen med en flot karakter. Vi må konstatere at hver gang vi tror at topniveauet for hvor meget smag, fagkundskab og brun magi man kan inkorporere i en bøfsandwich er ramt, så bliver vi igen og igen positivt overraskede. Med en perfekt smagsbalanceret kvalitetsbøfsandwich, der rammer fuld plade med alle fem nomineringer, hæver Rasses således niveauet. Vi kvitterer for en tur i det brune himmerige med at uddele en topkarakter. Imponerende og yderst velfortjent!”
Efter indførelsen af en ny karakterskala i 2019, var der i årets utroligt tætte opløb, to andre spidskandidater, udover vinderen fra Skanderborg. Andenpladsen går til 2013-vinderen, Restaurant Vestre Baadelaug i Aalborg, der er et glimrende bevis på, at man med en dedikeret indsats kan blive ved med at forbedre sig og levere noget som år for år bliver bedre og bedre. På en fornem tredjeplads finder vi sidste års vinder, Restaurant Kohalen fra Aarhus. Kohalen har på ingen måde serveret noget, der ikke var lige så godt som deres vindende bøfsandwich i 2018, men vi er virkelig nede i marginalerne for at skille disse tre bøfsandwiches fra hinanden. Imponerende højt niveau fra alle tre!
Lige et niveau under disse tre fremragende bøfsandwiches, finder vi tre andre glimrende sandwiches som formåede at imponere i De Brune Ridderes interne afstemning om årets bedste: Nemlig John’s Hotdog Deli fra København og de imponerende gode debutanter fra henholdsvis Liniepavillonen i Juelsminde og Panorama Mad & Vin i Silkeborg. Det lover allerede godt, når ridderne drager på jagt efter 2020s bøf-i-bolle-stjerner, med et brunt lyssværd i den ene hånd og den mahognifarvede notesbog i den anden.
Kategorivinderne i 2019
Udover de overordnede vindere, kårer De Brune Riddere også de fem vigtigste elementer i bøfsandwichen. Således serveres henholdsvis bedste sovs, løg, boller, bøf og syltevarer i 2019 hos:
Danmarks mest kælne brune sovs: Rasses Skovpølser, Skanderborg
Danmarks svedigste løg: Vestre Baadelaug, Aalborg + Rasses, Skanderborg
Danmarks frækkeste boller: Kohalen, Aarhus + Panorama, Silkeborg
Danmarks mest flabede hakkedreng: Rasses Skovpølser, Skanderborg
Danmarks syndigste syltevarer: Rasses Skovpølser, Skanderborg
Vindere af Danmarks Bedste Bøfsandwich gennem årene