Jimmy er stadig landets sovsekonge: Café Ella i Horsens genvinder prisen for Danmarks Bedste Bøfsandwich i 2023

Så er det igen den tid på året hvor De Brune Riddere – Leverandører af Brunlige Bøfbulletiner til Kongen, folket og alle andre, der elsker brun sovs – kårer kongerigets bedste bøfsandwich med brun sovs…

For nyligt fik Hans Majestæt Kong Frederik X en krone af sin mor – men i dag udløses årets kulinariske crescendo: Flere kroner uddelt og støttet af danske riddere til værdige modtagere, efter stor og gennemgribende research af bøfsandwiches med brun sovs – hvor ingen kære mor hjælper. Og her er én krone sjældent nok til at vinde.

“Efter man har fået jydenachos og flæskesvær som en fræk lille snack inden serveringen, er man klar – svælget er smurt og smagsløgene er kalibreret efter den brune skala. Sovsen er ikke millimeterfabrikeret som på en tysk doktor-fabrik, hvilket naturligt giver lidt variation i smagen og kraften, alt efter hvilke råvarer der er i sæson. Nye tiltag i år er blandt andet fond på ristet kylling, marv og ristede løg og bundniveauet er højt – uanset de fine variationer i smagen – så vi hylder, at det er kærlighed og sublimt håndværk der er fremherskende i Café Ellas køkken!” – udtaler formand for dommerpanelet, De Brune Riddere, Lasse H. Görlitz, om bøfvinderen der blev hædret med topkarakteren på to brune kroner – og fortsætter, “Efter Café Ella vandt i 2022, har de opgraderet kødsammensætningen, så den siden forsommeren har bestået 50/50 af jersey- og limousinekvæg – begge opfostret og slagtet lokalt, lige udenfor Horsens. Når kødet så ender som en gammeldaws hakkebøf på panderne i det lille café-køkken, så er det her at klassen virkelig vises: Perfekt mørk stegeskorpe med lidt knas, velkrydret – og med fugtigt, lyserødt indtræk. Nøjagtigt sådan man gør enhver brun ridder kælen. Det her, det er en decideret masterclass i hvor godt oksekød kan smage, når man går op i hele den brune rejse fra opfostringen til at det ender på tallerkenen.”

Det har været et fuldstændig vildt år, og det er da superfedt, at vi er med igen. Den bøfsandwich har betydet meget for mig og for kunstmuseet, og jeg tror da også, at den i det hele taget har fået Horsens frem i lyset. Selv om bøfsandwich jo er en meget dansk ting, har jeg for eksempel set artikler om os i rejsemagasiner i England, Holland og Norge.” udtalte den dobbelte vinder fra Café Ella, Jimmy Bjerregaard, til Horsens Folkeblad den 19. januar i år.

Formanden for De Brune Riddere og 2023 vinderen af Danmarks Bedste Bøfsandwich

Næstformand for De Brune Riddere, Frederik Lundberg, istemmer, “I 2022 var vi ret sent henne på året, førend Café Ella på Horsens Kunstmuseum serverede sin første bøfsandwich. Men historien fortæller alt om hvordan det gik fra ingenting til Danmarks bedste på lidt over to måneder. Men at en jysk grillbarsklassiker i moderne fortolkning kunne ende med at være med til at fordoble besøgstallet på et kunstmuseum, var der helt ærligt ingen, der kunne forudse. Omtale i ‘Kulturen’ på P1 er bestemt heller ikke noget, der normalt er brune riddere beskåret – men – det var blandt de mange omtaler af det brune overflødighedshorn af en bøfsandwich, som bliver serveret i Lunden i Horsens! Med andre ord: Et ægte brunt eventyr – Kviums grimme ælling?

Hvordan fordeler resten af top 3 sig?
Andenpladsen for Danmarks Bedste Bøfsandwich tilfalder CAPA i København. I et yderst tæt felt blandt landets fire bedste bøfsandwiches, går tredjepladsen til 2018-mesteren, Restaurant Kohalen i Aarhus

Kategorivindere i 2023
Udover de overordnede vindere, kårer De Brune Riddere også de fem vigtigste elementer i bøfsandwichen. Således serveres henholdsvis bedste sovs, løg, boller, bøf og syltevarer i 2023 hos:

Danmarks lifligste Brun Sovs stickers

Er du til flydende kærlighed i form af brun sovs? Abonnerer du på Danmarks brune dækguide? Eller vil du også have en svulmende oplevelse under den brune bruser? Her får du de sjoveste og frækkeste klistermærker til enhver fan af bøfsandwich og brun sovs!

Arket er med 10 forskellige stickers som passer på laptoppen / indpakningspapiret / kofangeren / madkassen / etc – det er i A4-størrelse og således er det nederste ‘I like Brun Sovs…‘ klistermærke knap 20cm bredt.

Klik her for bestille et ark med stickers

Café Ella i Horsens byder på Bøfhemian Rhapsowich og vinder Danmarks Bedste Bøfsandwich i 2022

Det vindende bøfvidunder kan nydes hos Cafe Ella, der ligger inde i Horsens Kunstmuseum, så her er altså en unik mulighed for at nyde både brun wellness og moderne dansk kunst. Kvium & brun sovs til folket!

“Når bøfsandwichen står der på bordet og damper med både ristede løg og… flæskesvær på toppen, så luller de inciterende tanker betragteren hen imod en kulinarisk udgave af Marvin Gaye. I heard it through the gravy? Bøfsandwichual healing? Man ved det ikke helt, men det er svært ikke at blive opstemt, inden man har taget den første bid.” – udtaler formand for dommerpanelet, De Brune Riddere, Lasse H. Görlitz, om bøfvinderen – og fortsætter, “Sovsen er helt enkelt et kapitel for sig. Kokken laver en espagnole som grundsovs – men når ambitionerne er tårnhøje så ville det jo være for nemt at stoppe der, ikke? Jo. Så hvad gør man så? Man laver en karamel med citron- og appelsinsaft som man kører espagnolen sammen med. Det kan lyde tungt, men det er det bare slet ikke. Det er her de brune engle ikke bare synger skønsang, men kører den ind med fuldt kor på Bøfhemian Rhapsowich, inklusiv gulvbas og baritonsax.”

De har virkelig styr på deres kram hos Café Ella og det er en fornøjelse når der lige pludselig dukker en fremragende bøfsandwich af denne kaliber op, nærmest ud af ingenting. Det varsler godt for den brune fremtid! 

At chefkok hos Café Ella, Jimmy Bjerregaard, er en ægte bøfsandwich-entusiast, er der næppe nogen tvivl om. Han udtaler, “Jeg drømmer om bøfsandwich! Jeg synes virkelig at det er et spændende og super sjovt emne. Og jeg har altid et bøfsandwich-kit i bilen, hvis jeg en aften eller nat får gode ideer, for så skal det afprøves med det samme! Min familie synes jeg er skør, men jeg elsker det.

Flæskesvær på en bøfsandwich, som de serverer den hos Café Ella? Det er uden for kategori i bøfsandwichsammenhæng, men en decideret genistreg som der bliver disket op med. Sværene er let røgede, hvilket komplementerer retten helt suverænt. Dertil er det røgede element også med til at skære lidt igennem alle de fede og fyldige smage fra den brune herlighed. Vi er erklærede fans af dette tiltag!

Næstformand for De Brune Riddere, Frederik Lundberg, istemmer, “Vi har nu uddelt prisen for Danmarks bedste bøfsandwich i over 10 år, hvor vi udelukkende har set og smagt at niveauet er steget, år for år. Så at introducere en ny bøfsandwich på menukortet i november 2022 og så overbevise alle 15 dommere bag De Brune Riddere om at det er Danmarks bedste, er en vildt imponerende præstation der vidner om et uhørt højt niveau. Især for en bøfsandwich-debutant.

Måske er Michael Kvium en slags åndelig sennep der skærer igennem alt det fede og magelige? Ihvertfald vil De Brune Riddere gerne anbefale at man både nyder et kulinarisk og et åndeligt måltid, når man tager til brundezvous på Carolinelundsvej 2 i Horsens.

Hvordan fordeler resten af top 3 sig?

Andenpladsen for Danmarks Bedste Bøfsandwich tilfalder CAPA i København, der ligesom Café Ella er debutanter på den brune scene i 2022. Dommerstemmerne var nærmest identiske da der skulle tælles op til tredjepladsen, så De Brune Riddere spreder kærligheden og deler bronzen mellem 2020 og 2021-mesteren, Panorama Mad & Vin fra Silkeborg, og 2018-mesteren, Restaurant Kohalen i Aarhus. De fire bøfsandwiches der hermed bliver hyldet som de bedste i Danmark i 2022, byder alle på glimrende brun wellness – men har hver deres tilgang til hvordan en god bøfsandwich skal skrues sammen. 

Kategorivindere i 2022

Udover de overordnede vindere, kårer De Brune Riddere også de fem vigtigste elementer i bøfsandwichen. Som bøfsandwich-fan, Kristoffer Kristensen, skrev da vi lancerede den første af kategorivinderne: “The Oscars, dyrskuer og Miss World kan pakke sammen. Det her er den rigtige prisuddeling!

Således serveres henholdsvis bedste sovs, løg, boller, bøf og syltevarer i 2022 hos:

Vindere af Danmarks Bedste Bøfsandwich gennem årene

  • 2022: Café Ella, Horsens
  • 2021: Panorama Mad & Vin, Silkeborg
  • 2020: Panorama Mad & Vin, Silkeborg
  • 2019: Rasses Skovpølser, Skanderborg
  • 2018: Restaurant Kohalen, Aarhus
  • 2017: Rasses Skovpølser, Skanderborg
  • 2016: Grisen, Nørrebro, København
  • 2015: Grisen, Nørrebro, København
  • 2014: Havnens Perle, Aarhus
  • 2013: Restaurant Vestre Baadelaug, Aalborg
  • 2012: Havnens Perle, Aarhus

Den komplette brune hall of fame, kan ses her:http://debruneriddere.dk/hall-of-fame/

Årets frækkeste gave til sovseelskeren: Brun Sovs & Chill 🤎

Efter black friday kommer brown sunday. Og nu er den her – årets frækkeste gave til sovseelskeren: Brun Sovs & Chill – De Brune Ridderes eksklusive 2020 t-shirt.

Hermed er De Brune Ridderes eksklusive 2020 t-shirt nu til salg og koster fra 199kr + porto. T-shirten er til salg så længe lager haves – og når den er udsolgt, kommer den aldrig igen. Med andre ord: Den der tøver, bliver ingen sovserøver!

Du kan fange et eksemplar – og måske lidt andet godt – lige her. Og hvis du er en af dem der måske har ærgret dig lidt over at du ikke nåede at købe et eksemplar af 2019-udgaven (som heller ikke kommer igen), så klik på billedet herunder – der er mere udvalg til vores sovsehungrende fans i år! Blandt andet har vi også en t-shirt til de yngste sovsefans: “seje børn har brun sovs på tøjet” 👊🤎

Flere forskellige designs at vælge imellem.


Nu kan man også få brun sovs i ørerne

Fra i dag og de følgende ti mandage, vil man kunne lytte til den første sæson af Ugens Brune Rapport – en ny podcast fra De Brune Riddere og Skæg & Ballade der handler om bøfsandwich, kærlighed og sovs. Det er bøfsandwich-anmeldelser på lyd – pakket ind i saftige hakkedrenge, afgrundsdybe mandestemmer og en ordentlig skefuld bow chika wau wau.

Formand for De Brune Riddere, Lasse H. Görlitz, udtaler, “Ugens Brune Rapport er en slags hot yoga for hypofysen, så lytteren kan lægge sig godt til rette, starte vores podcast og mærke hvordan endorfinerne strømmer gennem hele kroppen. På denne måde kan man blive fyldt med mentalt brun wellness og mandag bliver en lidt mindre træls – og lidt frækkere – måde at starte ugen på.

Siden 2012 har De Brune Riddere årligt uddelt prisen for Danmarks Bedste Bøfsandwich. Det har år efter år skabt massiv omtale i nationale, regionale og lokale medier, og følgeskaren af sovseelskende grillmadsentusiaster er steget støt over tid. Bag priserne for den mest kælne brune sovs, Danmarks svedigste løg, m.fl. ligger både en fagligt funderet kærlighed til den danske madtradition og en sproglig ekvilibrisme, der lader anmelderens skarpe smagsløg møde Monrad og Rislunds gakkede storytelling. En kombination der tiltaler både de største sauce-connaisseurs og den lokale grillbarsgæst.

Næstformand for De Brune Riddere, Frederik Lundberg, tilføjer: “Som mangeårig elsker af podcasts er det en udsøgt fornøjelse at indgå et brunt partnerskab med Skæg & Ballade. Det er vidunderligt at få den fineste, mahognifarvede tekst læst op af den afgrundsdybe manderøst, der varmer hele kroppen igennem fra top til bund. Den skal nok få os alle sikkert igennem efteråret.

Hver sæson byder på både gode, dårlige og fuldstændige far out anmeldelser, der rammer bredt henover historikken fra de modige ridderes anmeldelser. Med en længde på 5-10 minutter per afsnit, er podcasten den perfekte hapser til cykelturen, opvasken, løbeturen eller en tur på den brune trone. I første sæson af Ugens Brune Rapport kommer vi således godt rundt på det brune Danmarkskort og man vil blandt andet høre hvorfor Hedensted er Danmarks svar på Alabama, hvad løgmangfoldighed og jydesalsa er, samt hvor Trekantsområdets svar på den franske Riviera ligger. 

Ugens Brune Rapport kan findes hos din lokale podcastpusher eller lige her

Hvem står bag

De Brune Riddere bærer deres skjolde over en bug, der er støbt af hakket oksekød marineret i delikat dyppelse. De trækker deres 12500 facebook-følgere fra hele den kulinariske palette, og selv frituren giver et gib, når ridderne træder ind på gastrogrillen. Berømte og berygtede for deres vid, bid og sovseappetit.

Skæg & Ballade – der er en god historie i alting er et credo, der efterhånden er så fortærsket, at floskelpolitiet uddeler bøder for at benytte det. Ikke desto mindre har journalist Jakob Egerup Edut og fotojournalist Gorm Branderup siden 2018 gjort storytelling til deres levevej i kommunikationsbiksen Skæg & Ballade. Her leverer de bl.a. filmproduktioner til Aarhus Teater, lyd til Radio4, stillbilleder til Folkekirkens Nødhjælp og sætter droner i luften for Region Midtjylland. Alt sammen med professionalisme, mange års erfaring og godt glimt i øjet. Som det mest naturlige har selveste Hr. Skæg selvfølgelig takket ja til at være protektor for biksen.

Skal der brun sovs på en bøfsandwich?

Specielt på Sjælland oplever man oftest at bøfsandwichen stadig bliver udbudt uden sovs, ligesom den oprindelige udgave fra Oscars Bøfbar. Retfærdigvis er den sovseløse sandwich nemmere at spise da man ikke behøver kniv og gaffel – og det er da heller ikke det æstetiske udtryk der vinder med sovsen. Navnligt i Sønder- og Nordjylland er det normalt at putte sovsen over hele bøfsandwichen, mens man i andre egne, hælder den ud over bøffen og efterfølgende putter den øverste bolle på. 

Ligesom pizzaen i hundredevis af år var uden kød og burgere blev serveret uden ost og bacon for 100 år siden, så byder evolutionen på forbedringer. Og når en bøfsandwich smager bedre, badet i det brune guld, hvorfor skulle man så lade være?

Hvad med sennep?

Ud af samme tangent, skal der så sennep i en bøfsandwich? Vi ved at det i Nordjylland er normalt at servere en bøfsandwich uden sennep, mens det er standard de fleste andre steder. Rent kulinarisk er der et godt argument for at man har brug for noget skarpt til at skære igennem alle de søde og fede smage i bøfsandwichen – og det er sennep oplagt til.

Få steder er der også lokale kuriositeter som rødkål, asier og andet eksotisk – sødmælksfranskbrød istedet for boller – som ikke er standard, men som der sværges til i lokalområdet.

Sandheden er at de fleste typisk synes at den måde en bøfsandwich bliver serveret på – der hvor de er fra – er den ‘rigtige’, men det eneste fælles for den danske bøfsandwich er at der ikke findes en facitliste. Derfor må det handle om helhedsoplevelsen – det brune kulinariske kram 🤎


Læs også…

Hvordan bedømmer De Brune Riddere en bøfsandwich?

Bøf-i-Bolle spektrum